Skal den lille ny døbes?

Barnedåb

Barnedåb er en god måde at markere, at du/I har fået et barn - og er blevet til en familie - eller at familien er blevet forøget med én mere. Det giver overvejelser om hvilke værdier og traditioner, du/I vil give den lille ny med i tilværelsen.

Dåben er samtidig adgangsbilletten til fælleskabet omkring de kristne fortællinger, der blandt andet minder os om, at alle mennesker har uendelig stor værdi, også selvom vi ikke altid lykkes lige godt med alt hvad vi gør. Overvejer du dåb til dit barn, kan det også handle om, at livet er en gave, som vi har fået af Gud. Dåben kan være en måde at vise sin taknemmelighed på overfor Gud - og ikke mindst alle dem, som overværer dåben i kirken.

Sådan gør du

Alle, der bor i sognet eller har kirkelig tilknytning til sognet (jf. gældende lov) kan blive indskrevet til dåb.

Tidspunktet for dåb aftales med kirkekontoret i god tid inden den ønskede dåbsdato.

Der indskrives dåb til ...

    • højmesser
    • dåbslørdage, der allerede er planlagte

Barnedåb

Dåbslørdage tilbydes som hovedregel første lørdag i måneden, der kan dog forekomme undtagelser. I 2024 er der planlagt dåb følgende lørdage: 6. januar; 3. februar; 2. marts; 6. april; 4. maj; 1. juni; 6. juli; 3. august; 7. september; 5. oktober og 2. november.

Forventet antal gæster skal altid oplyses ved indskrivning. Barnets navn samt oplysninger om navn og adresse på 2-5 faddere (inkl. gudforælder) meldes til kirkekontoret. Både faddere og den, der bærer barnet skal være døbt med den kristne dåb. I ugen op til dåben kontakter præsten dåbsfamilien, med henblik på en samtale om dåben, det praktiske forløb, salmeønsker mv.

Fotografering aftales nærmere med præsten.

Dåbsanmeldelse

Udfyld formularen Dåb i Sankt Povls Kirke  online eller print filen Dåbsanmeldelse og aflever den underskrevet i lukket kuvert til kirkekontoret i Sankt Gertruds Hus.

 Overvejelser om dåb

På Folkekirken.dk kan du måske finde svar på nogle af dine overvejelser omkring dåb eller ej. Her er der samlet en række artikler fra unge som ældre, præster som sognebørn, troende som ikke-troende, enige og uenige forældre.

Folkekirken har også en facebookside om Dåb