
RAJERY bor på Madagaskar, som er et multikulturelt land. Øen blev i tidernes morgen befolket fra Indonesien og Indien. Siden kom østafrikanerne til. Frankrig blev øens store kolonimagt. Men også danske og ikke mindst norske missionærer har sat deres klare aftryk på øens kultur.
Madagaskars musik er også en blanding af asiatisk, afrikansk og europæisk påvirkning. Nationalinstrumentet hedder VALIHA, en sitar eller harpe spændt op på et rundt bambusrør. Og valihastjernen over dem alle er RAJERY. Rajery er meget mere end musiker; han er også forfatter, komponist, sanger, korleder, percussionist, skuespiller, festivalleder – og så er er han ikke mindst musikterapeut og har som sådan startet en musikskole for mentalt handicappede, som ellers i den grad er en udsat befolkningsgruppe på Madagaskar.