Sankt Povls Kirkens historie

Gengivet fra jubilæumshæftet, som blev udgivet i anledning af kirkens 100 års jubilæum i 1971. - Redigeret af J. E. Ottosen, W. Ussing og J. Thorborg.

En kirke rejstes

I juli 1863 samledes kirketilsynet med fine gæster ved den gamle brøstfældige St. Gertrud, de fine gæster var professor Høyen, arkitekt Herholdt og justitsråd, bygningsinspektør Chr. Hansen. Det blev en lang dag, hvor kirken blev synet ude og inde, og som dagen skred frem, blev det klart, at St. Gertrud måtte falde, og en ny kirke rejses.

Kirketilsynet fik travlt, en magasinbygning i en købmandsgård i Brogade blev rømmet og indrettet til kirkerum, kirkeklokkerne blev anbragt i en klokkestabel på Kirkepladsen, og da disse ydre rammer var så nogenlunde i orden, fulgte næste opgave: Penge til en ny kirke. Det blev en hård opgave, landet lå hen i depressionens mørke og fattigdom efter krigen 1864, og i byen var begejstringen ikke stor. Hårde ord er sagt om den sag, men sognepræsten Matthias Wad og distriktslæge Tolderlund tog sammen med andre brave interesserede borgere fat, og det lykkedes at få pengene rejst, så Korsør på ny kunne samles til gudstjeneste i en kirke. Arkitekt Herholdt, der var blevet professor, fik opgaven at rejse det nye gudshus, og han mødte med et udkast, der fik alle til at begejstres, men det var for dyrt, alt for dyrt, og som undskyldning fandt man på, at kirken kun kunne rumme 200 mennesker, om igen. Professoren mødte med et nyt fattigere udkast, men nu kunne der sidde 500 mennesker og ydermere var der plads til 200 stående og bedst, nu var prisen kun det halve, 29.109 rigsdaler.

25. maj 1869 kunne professoren sætte kirken af i terrænet, som en reverens til by og borgere fik Matthias Wad kirken vendt, så tårn med hovedindgang nu vendte mod byens hovedstrøg, og 2. pinsedag, 29. maj 1871, kom den store dag: Kirken kunne indvies. Det blev den med maner, flagene vajede fra byens huse og fra skibene i havnen. Gudstjenesten blev en af de store, og sognepræsten kunne den dag sammen med alle sine mange medarbejdere se det synlige resultat af al deres møje. Det blev indgangen til en ny tid for Korsør.

 

 

 

Døbefonte til eksport

Inden for middelalderens østersøhandel havde Gotland en nøgleposition. Svenske, danske og tyske købmænd mellemlandede her, men også gotlændingene selv tog livlig del i handelen. Store rigdomme strømmede til øen, og ikke uden grund har den fået tilnavnet: Skatkammerøen. Omsluttet af sin ringmur prangede hansestaden Visby med 12 kirker, og ud over øen rejstes landsbykirker af katedralformat.

De gotlandske stenmestres formåen rakte videre end til det lokale marked og gav sig bl. a. udtryk i en omfattende eksport af døbefonte. Døbefonten i Skt. Povls kirke er et sådant gotlandsk eksportarbejde af den såkaldte trekløverbuetype. I midten af 1700-tallet er døbefonten af uforklarlige grunde blevet fjernet fra Skt. Gertruds kirke, og i henved 150 år fristede den en fornedret tilværelse som vandingstrug for heste i en af byens købmandsgårde. I slutningen af forrige århundrede tilbagegav gårdens daværende ejer døbefonten, som i mellemtiden nærmest var blevet en ruin, til kirken, og sognepræsten foranledigede den opstillet på arealet syd for kirken. Som en skamstøtte over menneskers uforstand stod den her til 1963, da en af Nationalmuseets folk gjorde opmærksom på, at den muligvis kunne restaureres. Ved et enestående lykketræf fandtes der i Roskilde Domkirkes materielgård en middelalderlig ligsten, der efter al sandsynlighed er hentet fra det samme kalkstensbrud på Gotland som døbefonten. Med stor dygtighed har Nationalmuseets billedhugger Vitus Nielsen ved hjælp af denne ligsten udført restaureringen. På billedet skelnes tydeligt overgangen mellem den oprindelige del og den restaurerede del.

Med sine 700 år er døbefonten kirkens ældste inventar og dermed det ældste kristne monument i Korsør.

 

Krucifikset

Under en oprydning på kirkens loft for en snes år siden blev der fundet et krucifiks fra Middelalderen. Desværre var det i meget dårlig stand. Bl.a. var der ikke noget kors, og Jesu ene ben manglede omtrent. Skaderne blev imidlertid udbedrede, og siden efteråret 1968 har krucifikset haft sin plads på alterbordet.

Krucifikset er sengotisk, formodentlig fra det 15. århundrede. Det bølgede skæg og hår, ansigtets minespil, det lette sving gennem legemet og linnedklædets folder, er typiske træk for den franskfødte gotik, som i øvrigt lagde vægt på at skildre Jesus på korset som den lidende, og det er ofte lykkedes at gøre det så realistisk, at man tydeligt fornemmer, at korsfæstelsen virkelig har været en lidelsesfuld henrettelsesmetode. Det bøjede hoved, de lukkede øjne, mundens krængning nedad, det udtærede legeme, tornekronen, naglerne i hænder, fødder og side med blod i sårene: Alt sammen fortæller os, at »Langfredag var en bitter dag«.

Korset er en gåde. Det er lidelse, svaghed og nederlag, men set i opstandelsens lys, er korset styrke og sejr. Det kommer frem på de romanske krucifikser fra det 12. århundrede, hvor Jesus fremstilles som den sejrende, nærmest som en vikingehelt med kongekrone i st. f. tornekrone, med løftet hoved og åbne øjne, uden blod og ofte kun med nagler i hænderne. I denne stilperiode er figurerne mere stereotype og stiliserede. Det er af fundamental betydning for forståelsen af kristendommen at gøre sig forholdet mellem Kristus som den lidende og Kristus som den sejrende klart. Under alle omstændigheder tilkommer der korset en central placering i en kirke. Med rette er krucifikset derfor blevet anbragt på alteret, hvor de fleste af Middelalderens krucifikser da også fik deres plads. Vores har muligvis været den centrale figur på den gamle Sct. Gertruds kirkes fløjaltertavle. Eller det kan have stået ved døbefonten. Kirkens regnskaber fra 1672 viser, at der har været et krucifiks på det sted. Af ukendte årsager er det senere blevet anbragt på loftet.

Casper Brand: Borgmester - Købmand - Mæcen

 

1659 var Danmarks skæbneår, og kun en lykkelig forening af statsmagt ved kong Frederik den Tredie og en stor kreds af solide, dygtige borgermænd lykkedes det at bjerge landet med ryggen krum mod vest og åben mod øst, mod det tabte land.

Korsør havde en af disse stoute borgermænd, der med åbent blik for mulighederne fik ført sin by frem efter de frygtelige krigsår, der »lagde landet plat øde«. Det var borgmesteren, byens fremmeste købmand, ridefogden over Korsør slot og len, Caspar Brand. Han var medlem af den rigsdag, der sikrede Frederik enevoldskronen, den eneste politiske mulighed for at redde land og rige og fik, som en hjælp til sin by, Korsør gjort til stabelstad næst København på Sjælland. Det var en stor chance, Korsør fik, desværre havde man ikke evne til at hale den store godbid i land. Caspar Brand var borgmester i mere end 25 år og med rette i lyst og nød. Han førte byen gennem svenskernes hårdhændede besættelse på en måde, så selv Slagelse bad ham hjælpe, han var mellemmand i det tragiske forspil i dramaet Leonora Christina Ulfeld, da hun i Korsør prøvede mulighederne for forlig mellem kongen og hendes mand, Corfitz Ulfeld. Udadtil virksom, som indadtil. Det var Caspar Brand, der byggede den gamle St. Gertrud om og forsynede den med ny prædikestol og lysekrone, andre gode venner sørgede for altersølv. Han stiftede legater, og sammen med sin trofaste hustru, Anna Povlsdatter, fik de liv i deres eget barnløse hjem ved at tage sig af familiens børn og sætte den ny generation i vej.

Caspar Brand døde 1677 og begravedes i kirken under prædikestolen, året efter fulgtes han af sin hustru, og i dag kan vi se det trofaste gamle ægtepar på det maleri, der hænger i kirken til deres »minde og ihukommelse«. I forgangen er indmuret rester af deres ligsten med portrætmedaljoner og den lidt gådefulde sætning: I TRO INTED TIL SALIGHED END DEN KÅRSFESTE JESUM

 

Prædikestolen

Caspar Brand skænkede Sct. Gertruds kirke prædikestolen i år 1656 i forbindelse med den gennemgribende restaurering af kirken, som han foranstaltede på den tid. Den er et typisk stykke barok. Hvis man betragter den nær på, kan de talløse enkelte dele nok virke uoverskuelige, flimrende og forvirrende: Hver cm2 er fyldt ud med ornamenter og ornamentale slyngninger eller snoede søjler med kapitæler. Overalt ses englehoveder eller basunengle side om side med dæmonagtige masker med stumpnæse, tomme øjenhuler eller gabende munde. Et sted har samme krop både englehoved og dæmonmaske. Fugle og frugter er anbragt ind imellem. Og af alle disse dele, som vidner om en utrolig opfindsomhed, er ikke to ens. Men alligevel har mesteren eller mestrene - vi ved ikke, hvem det var - formået at skabe en ny helhed af al denne tilsyneladende uro og flimren, tilfældighed og lovløshed. De gamle prædikestole var højt hævede, for at de kunne ses af alle i kirken. Efter Reformationen blev prædikenen nemlig et centralt led i gudstjenesten. Derfor skal prædikestolen først og fremmest ses på afstand, i sin helhed, og helhedsindtrykket er ro, beherskelse og harmoni. At dette er lykkedes så godt, er virkelig et kunststykke. Det er barokkens kunst.

Hele og centralt placerede figurer er for det første Moses, som bærer prædikestolen, med sin stok i venstre, lovens tavler i højre hånd, horn i panden og på hovedet en bærepude. Desuden i hvert sit felt mellem snoede søjler fem figurer med tilhørende attributer: Kristus med et lam (offerlam, påskelam ) og højre arm løftet til velsignelse. 3 af de 4 evangelister: Johannes med sin ørn og kalken, hvorfra giften flyer i en slanges skikkelse, som en legende beretter. Endvidere Markus og Lukas med højre fod på henholdsvis løven og oksen. De bærer også en bog (evangeliet), et sværd og en pung. Endelig apostlen Peter med nøgle og bog.

 

Kirkens sølv

Altersølvet i St. Povls kirke stammer alt fra den gamle Sct. Gertrud, og det er vægtige vidnesbyrd om offervilje og ønske om at give kirken og dermed Gud det bedste, man har kunnet købe for penge. Der har været noget mere sølv i kirken, end man kender i dag, men det har nok sin forklaring i de urolige tider, der lå umiddelbart før 1670'erne og 1680'erne, da de nu eksisterende ting blev skabt på mester Dionys Willadsens værksted, alt i Næstved prøvesølv, hvilket populært betyder, det bedste man kan få, tretårnet sølv.
Kalken er dateret 1673 og bærer følgende indskrift: »Et Tusind sex Hundret tre og halfferdsindstiuge Laugs Brødre i Corsør med Magistratens Møve / Foræret har og bør på Jesu Disk at brede forguldt nye Kalk og Disk bodferdige til Glæde, / Som dette er fortient af Umag for de døde / igien så er det skienkt de troe til Siæle Føde.«
Det omtalte laug er liglavet, der efter mange omskiftelser blev ophævet 1905.

På oblatæsken er graveret: »Denne Æsche hafuer Marens Hans Datter Graas forærit til Kossøre Kierke Gud til Ære Menighedens Beste 1682.« På vinkanden står: »Salig Niels Paaske oc hans efterlate Hustru Karen Movritz Datter og deris Arvinger hafver forærit denne Sølf Alter Kande til Korsøre Kirche Gud til Ære oc den christen Menighed til Exempel An 1680 den 10 8tober.«
Til brug for syge råder kirken over en sygekalk og en disk med giverinskriptionen: »Kosøre Kalch og Disk N. P. K. M. D.«, hvori skjuler sig Niels Paaske og hans hustru.
Det kunne være morsomt at kende denne gavmilde Niels Paaske. Man tager nok ikke fejl, når man antager, at såvel Maren Hansdatter Graas som familien Paaske har givet deres store gaver i taknemmelighed over at være sluppet nådigt fra svenskekrigens frygtelige hærgen. Niels Paaske deltog iøvrigt sammen med Caspar Brand i oprettelsen af et lident handelscompagni i »dend hellige Trefoldigheds Nafn« til udnyttelse af de muligheder Korsør kunne få som »Stapelstad næst København på Sædland.«

   

Kontaktoplysninger

  • Skt. Povls Kirke
  • Kirkepladsen 5
    4220 korsør

  • Telefon: 58 37 13 09
  • Email: hmk@km.dk
 

Sociale links