Præstens ord maj 2019

”Nu vågne alle Guds fugle små”

Sådan begynder en af forårets salmer i salmebogen. Aftnerne er blevet lange og lyse, fuglene synger tidligt og sent. Endelig er det forår. Blomsterne blomstrer frem, og bøgen er sprunget ud. På mit bord står en buket blomster fra haven og dufter. Hvor er det skønt at bo i et land med årstidernes vekslen. Tæt på ækvator går solen ned på samme tid hele året, og der findes kun én årstid: sommer. Sådan er det heldigvis ikke her i Danmark. Fuglesangen gør mig helt let om hjertet. Men når jeg nu nyder foråret, kommer jeg også til at tænke på alle de mennesker, der har det svært. Det er svært at være ked af det om foråret, når alle de andre er glade, og man måske synes, at man selv burde være glad. Er livet svært dette forår, så kan fuglen alligevel være en læremester. Jesus siger et sted, at vi skal tage ved lære af fuglen og blomsten. De bekymrer sig ikke, men tager imod hver dag som en gave fra Gud. Og så tilføjer Jesus: Ingen kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig. Vi kan ikke lade være med at bekymre os. Og måske gør foråret det værre, for nu skulle vi være glade. Jeg tror vi alligevel skal forsøge at tage lidt ved lære af fuglen og blomsten, og bare være til i dag, i dette forår, og glemme lidt af alle fortrædelighederne. Det er lettere sagt end gjort. Og der sker så mange vanvittige ting rundt omkring i verden. Denne påske er kristne blevet myrdet, mens de var til påskefejring i en kirke, eller holdt påskeferie på et af hotellerne på Sri Lanka. Påsken der netop fejrer livet og lyset. Det er grusomt. Ikke til at forstå. 

Og så bliver det alligevel forår. Livet vender tilbage. Fuglesangen, blomsterne, forårssolen.

Ondskaben må ikke vinde. Vi skal blive ved med at holde fast i det, vi tror på. Livet er godt. Det formuleres så fint i en anden salme: ”Solen begynder at gløde”. Den er desværre ikke i salmebogen, men jeg tror og håber, at den kommer det en dag. Den vil jeg slutte af med at citere et par vers fra og ønske alle et dejligt forår – trods alt! Ingen kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig.

Solen begynder at gløde.
Mørket i verden har tabt.
Lad os gå ud for at møde
lyset, Gud lige har skabt.

Fuglesang oppe og nede.
Støj fra en myldrende by.
Store og små gør sig rede.
Dagen er dirrende ny.

Markerne dufter af lykke.
Stråene bølger så småt.
Trods alt det onde og stygge
tror vi, at livet er godt.

Her på den dugvåde klode,
Gud i sin glæde har skabt,
vil vi i dag kun det gode.
Mørket i verden har tabt.

Jesus blev korsfæstet og lagt i en grav. Påskemorgen stod han op af graven. Mørket og døden har tabt. Livet har sejret. Det minder foråret os om. Og de små fugle.

Velkommen forår
Jesper Marbæk Christensen

Præstens ord april 2019

Kærlighed og lammefrikadeller

Der sker noget særligt, når vi spiser sammen. Vi rækker maden til hinanden, snakker og sludrer, taler om hvor godt det smager, og nyder det vi selv eller andre har tilberedt. Der kan ligge meget kærlighed i et veltilberedt måltid.

Det, som er et helt grundlæggende behov for alle mennesker - nemlig at spise, drikke og være sammen, bliver Skærtorsdag knyttet sammen med vores længsel efter Guds nærvær og efter at få del i den guddommelige historie om Jesus Kristus. Jeg tror, at Jesu disciple har siddet og sludret og hygget sig med hinanden under måltidet aftenen før lang-fredag. Intetanende som de var, om at det var det sidste måltid, Jesus spiste her på jorden. 

Måltidet har derfor altid været et centralt tema i kristendommen. Helt tilbage i urmenigheden, blandt de første kristne, var kærlighedsmåltidet et fast element i gudstjenesten. Ved hver gudstjeneste spiste de sammen, de tænkte på Jesus, hans liv og det, han havde gjort, og de længtes efter, at han skulle komme igen.

Nogle måltider er mere vellykkede end andre. Men jeg mindes mange gode måltider og stunder af samvær, hvor jeg har følt mig løftet, når jeg rejste mig fra bordet. Måltider hvor maden har været veltilberedt og sam-været berigende, så følelsen af mæthed ikke kun har handlet om en fyldt mave. Det sker, at jeg oplever, at der har været noget guddommeligt over fællesskabet omkring maden – ligesom jeg oplever det ske, når vi går til alters sammen.

Skærtorsdag aften holder vi gudstjeneste i Skt. Povls Kirke kl. 17.30. Bagefter spiser vi lammefrikadeller og andet godt i Skt. Gertrud Hus. Vel mødt!

God Påske!
Lykke Wester.

Præstens ord marts 2019

En ny begyndelse

En ny begyndelse kan være mange ting. I kirken handler det tit om nye begyndelser. Når et barn bliver født, bliver samtidig to mennesker forældre, og i kirken døber og velsigner vi det lille barn. Alt er blevet nyt og pludselig har man et stort ansvar og en ny stor kærlighed til den lille skabning. Det er en ny begyndelse. Konfirmationen var engang begyndelsen på voksenlivet, i dag snarere et udtryk for at den unge kan træffe sine egne valg, og så selvfølgelig bekræfter sin dåb. Vielsen er begyndelsen på ægteskabet og endelig tager vi også afsked med vore kære i kirken, og et nyt liv begynder nu uden dem, med sorgen og savnet i hjertet, men også med alle de gode minder og taknemmeligheden for det liv vi fik sammen. Det liv som nu må begynde på ny uden den vi savner. Det nye kan være tungt at bære. Hele livet er fuld af nye begyndelser. Venskaber dannes og brydes, vi skifter job, tager måske en ny uddannelse.
Jeg er selv begyndt på noget nyt dette spæde forår, som sognepræst ved Sankt Povls Kirke, og jeg og min familie glæder os meget til at flytte til Korsør og blive en del af byen og kirken. 
Foråret er også en ny begyndelse. Alt det der var dødt og koldt hele vinteren, vækkes nu til live igen. Livet begynder på ny. Foråret overrasker mig hvert år. Solsorten der synger på byens tage. Solens stråler der begynder at varme kinden lidt. Først vintergækker og erantis og inden længe står skoven fuld af anemoner. Det er som om jeg oplever det for første gang hvert år. Alt bliver nyt. Det skønne forår. Det er som om, jeg hvert år har glemt, hvor dejligt det er.
Nu kan vi heldigvis igen synge salmer og sange om foråret: ”Nu titte til hinanden, de favre blomster små” og ”Nu vågne alle Guds fugle små”. Dem skal vi synge i den kommende tid i Sankt Povls Kirke, og sammen glæde os over foråret og over, at alt er blevet nyt. På ny.

Men endnu er foråret kun lige kommet i gang. Foråret er i horisonten. Det spæde forår i marts måned. Digteren Morten Nielsen har skrevet et smukt digt om det spæde forår i horisonten, som jeg vil dele med jer, og samtidig ønske jer alle et godt forår

”Verden er våd og lys
himlen er tung af væde
Hjertet er tungt af lykke
lykkeligt nær ved at græde.”

Jesper Marbæk Christensen

Præstens ord februar 2019

FARVEL

At sige farvel
kan være slemt
men at sige
på gensyn er mere nemt.
(fra digtsamlingen "På Tørresnor")

Er du god til at sige farvel?
Har farvel en tid? Er det nemmere som ung at råbe farvel! Eller bliver man bedre som ældre til at sige farvel?
Har du det slemt, når du står over for et andet menneske, og skal sige farvel? Et svært farvel kan være, når du står ved en kær persons kiste, og skal sige et sidste farvel.
Et farvel kan gives på mange måder gennem livet. Til klassekammerater, venner der skal flytte, umulige kærester, til kollegaer. Husker du at sige farvel om morgenen til din kære inden I skilles?
De fleste af os siger hellere "Hej" eller "Vi ses" ....det er ikke nemt at sige farvel, for det minder os om "vores endelighed". Det virker så meget nemmere, hvis vi kan putte en slags på gensyn ind i vores farvel. Snyder vi os selv eller andre hvis vi ikke giver et ordentligt farvel? Måske skal du blive bedre til at bruge ordet farvel? Farvel er et udråbsord; imperativ af fare og vel "gid du må fare vel,"`Gid det må gå dig godt". 

Det er nu tid til, at jeg som vikarpræst takker af. Fredag d. 8. februar er min sidste arbejdsdag ved Sankt Povls Kirke. Tak til alle Jer, der venligt tog imod mig, og til alle Jer der brugte mig som præst. Jeg forlader Korsør med mange dejlige minder,

TAK og FAR VEL

Christina Wildfang Andersen
Vikarpræst

Præstens ord januar 2019

Nytårsbøn:

Herre,

tak for året der er gået,

og året der skal komme.

Lad det nye år blive en velsignelse for os

så vi kan finde lykke og nyde det gode vi har fået.

Vi ved at alt har sin tid: fødsel og død,

gråd og latter, kærlighed og had.

Lad evigheden dreje med i det nye år

så vi ser livet, hører latteren og mærker kærligheden.

Det beder vi dig om,

Herre over tid og evighed.

Amen.

Kontaktoplysninger

 

Sociale links