Hjælp til en sommeroplevelse for familier med børn

          


Er det lidt svært at prioritere familieoplevelser i budgettet over sommeren? Måske er du eller din familie nødsaget til at bruge midlerne til andre ting. Alle kan på tidspunkter i livet befinde sig et sted, hvor det er nødvendigt at række ud efter en smule hjælp. Familieoplevelser er vigtige, da det er her man bliver sammentømret gennem gode minder. I Skt. Povls Kirke vil vi gerne give nogle børnefamilier i Korsør en mindeværdig oplevelse i den nærkomne sommerferie. Vi tilbyder endags-ferieoplevelser og betaler transport, indgang og let forplejning til Gerlev Legepark og Vikingeborgen Trelleborg i skolernes sommerferie.

Gerlev legepark er STEDET for leg og sjov for børn i alle aldre. I den 3 hektar store legepark kan man boltre sig med alverdens leg og spil i de mange forskellige områder. Hver dag i sommerferien tilbyder parken fællesleg med instruktør kl. 12.

På Vikingeborgen Trelleborg er der aktiviteter for alle. Her kan man udfordre sig selv og hinanden i bueskydning, 10-kamp og spydkast. Man kan lave vikingemad, lege vikingelege, udfordre sig selv i en masse aktiviteter eller blot nyde den meget smukke natur, som det historiske område er kendt for. I uge 29 er der Vikingefestival på Trelleborg, hvor mere end 1000 vikinger vil være til stede i vikingeboder, på kamppladsen, i værksteder eller som instruktører i sjove vikinge-aktiviter. Vikingefestivalen bliver besøgt af mere end 10.000 mennesker og har et rigt oplevelsesprogram for hele familien.

HENT ANSØGNING HER
Ansøgningen skal afleveres i Skt. Gertruds hus og behandles under diskretion. Ansøgningsfrist er 30. maj  og alle er velkomne til at søge. Svar gives i uge 23.
Det er ikke et krav at man er medlem af folkekirken. Skt. Povls Sogn rummer alle.

Kontaktoplysninger

 

Sociale links